Monaqi kommer ikke fra den polerede ende af popmusikken. Under det poppede lag ovenpå og de store omkvæd ligger stadig sporene fra indierocken, hvor støjen fik lov at fylde, og kanterne ikke blev slebet væk.
Sangene kredser om at tage plads, miste fodfæstet og rejse sig igen. Det rammer både kroppen og mellemgulvet, mens dansegulvet langsomt fyldes. Pop med blå mærker og uden interesse i at skjule dem.
