Jonah Wright

Da den blot 20-årige rapper, Jonah Wright i oktober sendte en 60 sekunders teaser af sin første og stadig uudgivede single Starlight ind til P3, blev han sammenlignet med ingen mindre end amerikanske Post Malone.

Med Wrights imponerende og gennemnørdede tekniske raptalent komplimenteret af en unik sangstemme og eksplosive trap/hiphop tunes, har han sammen med producerne 20/20 og SNDY skabt et lydunivers, der skriger ”fuck janteloven”. Et lydunivers bestående af progressive tekster, forførende melodier og catchy hooks, som allerede har skabt interesse hos store pladeselskaber som Sony og Universal.

Det er ikke mange 20-årige, der ligesom Jonah Wright kan skrive 100+ live­‐koncerter på CV’et inden sin første udgivelse, men efter 5 år som fast back‐up rapper og hypeman for rapperen Manus Bell under navnet Buzzer, er han nu mere end klar til at indtage sin helt egen scene.

Ærlighed er det ord, der bedst beskriver Jonah Wright som artist og som person, hvilket debut EP’en diagnosed er et sandt bevis på. EP’en udkommer 15. februar og er dedikeret til skæve eksistenser i samfundet, som Jonah Wright på mange måder identificerer sig med. Jonah Wright bruger sin musik og scenen til af give afløb for sine skøre og uforudsigelige tankemønstre, der ikke ejer skyggen af blufærdighed. For hvis der er noget, Jonah Wright ikke er bange for, så er det at gå over grænsen. Hans ærlige og kompromisløse sceneshow gør det umuligt for hans publikum at stå stille, og han efterlader ingen tvivl om, at scenen er hans ultimative yndlingssted.

Jonah Wright er det nye stjerneskud indenfor engelsksproget rap i Danmark. Med sin unikke karakter, lyd og levering besidder han et enormt internationalt potentiale, som han blandt andet beviste ved en mindeværdig optræden med den amerikanske rapper, R.A. The Rugged Man under hans sidste koncert i København. Han drømmer om at 2019 bliver året, der åbner muligheden for at blive hørt og oplevet, og til at vise den danske musikbranche, at Jonah Wright er kommet for at blive.

Close Menu