Luca Stereo

Luca Stereo er Emil Lagoni’s alter ego.
Emil Lagoni har lavet musik siden barnsben, og kommer fra et kreativt hjem i Kolding aka Slicetown. Kolding er en lille by i en stor verden, men heldigvis kan Emil råbe rigtig højt og lave store fagter og fange folks opmærksomhed. Også på en scene. Derfor er Emil rigtig eftertragtet, og har 9.708 ulæste e-mails. Det må man fortolke, som man vil.

I 2017 indgår Emil et samarbejde med en gut, der hedder Jeppe Appel, som han møder på MGK (musikalsk grundkursus). Han kommer fra Billund, bor i Esbjerg og tjekker altid alle sine mails. Det må man fortolke, som man vil. Jeppe er god til teknik, laver elektronisk musik på sin computer, og bliver hurtigt fast producer på Luca Stereo-projektet. En september-aften samme år laver Jeppe og Emil den sang, som kommer til at blive Luca Stereo’s debut-single, og i den kommende tid bliver den ene sang efterfulgt af mange flere.

Emil har altid elsket at formidle sine meninger, indskydelser og oplevelser gennem musik. Især musik, der lyder godt. Men hvad lyder godt i Emils ører? Det gør Travis Scott og Dre, men også Frank Ocean og Gorillaz. Og Tricky og Kraftwerk. “Jeg tror, jeg vil kalde det alternativ pop med hip-hop-undertoner”.

“Jeg vil vælte verden med min musik”, siger Emil med et smørret smil og løftet hage. “Egentlig vil jeg bare gerne finde min plads i verden, lave musik, leve et værdigt liv, og berige andres.” Men han vil også gerne høres og tages seriøst, siger han og udbryder:
“Lad mig råbe, mand, lad mig gøre det!”

Close Menu